A. om foreningen


Om foreningen



Viborg Sportsfiskerforening er en af landets store foreninger, ikke mindst når det gælder fiskemuligheder.

Området omkring Viborg har en af Danmarks største koncentrationer af ørredåer i absolut topklasse og foreningen disponerer idag over ca. 100 km åbred ved nogle af de mest attraktive havørredvandløb i Danmark.


Vi er en meget aktiv forening med omkring 600 medlemmer, dels fra lokalområdet plus mange fra den øvrige del af Danmark og fra udlandet, men vi har heldigvis god plads herovre, så der er aldrig tale om trængsel ved vore åer, tværtimod.


Og du er altid meget velkommen som gæst ved vore vande, vi vil imidlertid meget hellere have dig som medlem, hvilket selvfølgelig også giver dig en række praktiske fordele og muligheder.


Som medlem kan du frit vælge om du vil fiske i i Simested å, Skals å, Fiskbæk å, Jordbromølle å eller Karup å, og  via vores hjemmeside bliver alle interesserede inviteret til en aften i løbet af foråret, hvor de enkelte åer bliver gennemgået. Her kan man stille spørgsmål og få svar på alt det man vil vide om de gode fiskesteder, de lumske sumpområder og parkeringsmulighederne.

De fleste er utrolig glade for disse arrangementer, det gør det hele meget nemmere, specielt for de ikke stedkendte er det totalt umuligt at overskue så meget fiskevand og så mange nye lokaliteter. Og lokalkendskab er altså en stor fordel, når fisken skal findes og fanges.


Viborg Sportsfiskerforening er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund og alle modtager derfor månedsbladet Sportsfiskeren, og derudover udgiver foreningen sit eget blad “Krogen”, der udkommer som årsskrift sidst på året.