luk vinduet


Om Bøgelundstykkets tilblivelse som et godt fiskevand.

Bragt i Krogen september 2000.

Bøgelundstykket er nok ikke vort mest overrendte fiskevand. Kun et fåtal af vore medlemmer finder derud, og de fisker hovedsaligt kun på det nederste i området omkring Agerskov dambrug. Det er en skam, for længere opstrøms befinder du dig i den mest storslåede og fredfyldte natur. Men fisk - for det er jo trods alt det, man går efter - dem er der langt imellem. Det er utroligt, for åen med dybe høller, gode sving, snævre passager og god strøm burde holde mange fisk. Tilbage i tredserne havde vi den opfattelse, at der nok var for mange gedder, som holdt ørredbestanden nede, så vi gik i samarbejde med Ikast og Silkeborg for ved elektrofiskeri at opfiske gedderne. Det foregik i februar måned. Vi startede ved Skygge bro og sluttede edenfor Agerskov dambrug, det tog en weekend, og så havde vi som regel ca. 500 gedder, som blev transporteret til Viborg Nørresø. Denne proces foretog vi 5 år i træk og mente så at have decimeret geddebestanden så meget, at det kunne betale sig at sætte ørreder ud. Det gjorde vi en lang årrække i samarbejde med ovennævnte foreninger. Udsætningsørrederne var fangbare bækørreder i størrelser fra 35 til 50 cm.

For et par år siden stoppede denne udsætning, dels af økonomiske grunde, men mest fordi udsætninger i dag skal være af Karup å's egen stamme og slet ikke i fangbare størrelser. Hvorom alting er - der er fiskemæssigt ikke meget at komme efter i dag, men bliver man ikke beriget med fisk, bliver man det til gengæld af opholdet i den enestående natur. En enkelt gang har jeg oplevet, at der var så mange fisk derude, at man kunne fange dem med hænderne helt oppe på engen, men det var nu, fordi de to mænd, der spurtede af sted med en vaskebalje fyldt med vand og udsætningsfisk, snublede og tabte baljen, da fik vi for alvor travlt. Fra en kold februardag, hvor vi el-fiskede efter gedder, står der stadig et klart billede brændt på min nethinde. Under fiskeriet var de første fisk, der viste sig, ålene, som kom ud af brinkene, ligesom når solsorten trækker orm op af græsplænen. Sporadisk kom en lille ørred, dem var der ikke mange af. Til sidst kom de mest sejlivede og hårdføre, gedderne.

Episoden, jeg vil fortælle om, indtraf, da en stor ål på et lille kilo blev bragt på land på vores side af åen. Vores lodsejer, Christian Jensen, iøvrigt vor nuværende lodsejers bedstefar, havde roligt og interesseret fulgt os, og han gav udtryk for, at han nu svært godt kunne tænke sig den ål, men vor el-fisketilladelse gav os kun ret til at fange gedder, alt andet skulle genudsættes i åen, og der blev da også råbt og gestikuleret fra den modsatte bred om at få den ål sat ud i en fart. Ja,ja! Sagde den gode vægter Lassen, som stod med ålen:" Nu taber jeg den i græsset, så skal den nok selv finde ud i åen igen". Aldrig så snart lå ålen i græsset, før Christian Jensen var over den som en høg. Han viklede sit lommetørklæde om ålen og puttede herligheden ned i lommen på sin store vinterfrakke, og det billede, der stadig står klart for mit indre blik, er synet af hans frakkelomme, der var kommet op i "omdrejninger".

Børge Jensen