luk vinduet


Fangstrapport af Peter B. Sørensen om en stor havørred fra Simested Å.

Fumleri og fisk ved Simested å

Vi havde egentlig sluttet fiskeriet for den aften, og sad i græsset ved Simested å og fik en godnatøl. Det havde regnet tungt hele aftenen, og vi var efterhånden godt våde. Det var bælgmørkt ved åen.

Vi havde fået selskab af en fisker, der var på vej opstrøms. Vi sad et stykke tid og snakkede om folk og fisk, og inden vi skiltes, ville han godt høre, hvad vi plejede at gøre på dette sene tidspunkt. ”Vi plejer at gå hjem”, mente Leo. Det var for så vidt rigtigt, men da vi havde drukket ud, måtte jeg lige have et par kast på en ”vandrotte”, vi havde hørt, mens vi havde siddet og snakket. Leo gik nedstrøms og ”ventede”. Jeg fiskede ned over ”rotten” - uden resultat.

Da jeg kom ned til vejsvinget, var Leo travlt optaget. Han havde fordrevet ventetiden med at få fisk på krogen. Fisk!!, råbte han. Jeg ville høre, om den var stor, og det mente han nu nok, den var. Jeg sprang over grøfter og elhegn og kom med til Leo. Det var helt mørkt, og selvom fisken blev holdt hårdt, kunne vi ikke se den - men vi kunne høre den, når den arbejdede tungt i overfladen. Jeg lyste ud i vandet, så vi kunne se, hvor fisken var. Det var en stor havørred, og Leo måtte bruge en del kræfter på at holde den fri af grøden. Der var en lille skrænt ned til åen, og jeg lagde mig på maven med nettet klar til at lande fisken, hvis lejligheden skulle byde sig. Jeg prøvede flere gange at rejse mig fra den ubekvemme stilling, men hver gang beordrede Leo mig ned på maven igen (en overgang var jeg næsten nervøs for, at han skulle sætte mig til at lave armbøjninger!!!).

Efter ca. 15 min. hårdt arbejde var fisken endelig ved at være træt og begyndte at ligge på siden i overfladen. Vi prøvede et par gange at få den i nettet, men Leos net var for lille. Jeg fik fat i Leos gafkrog. ”Gaf den!”, råbte Leo. Nu er det bare sådan, at det der med gaf er lidt for dramatisk efter min smag. Selvom det ikke lige er min livret, var der ingen vej uden om, hvis fisken skulle på land. Jeg kunne ikke ligge på maven og trække fisken op, så jeg måtte hoppe ud i åen. Fisken var helt færdig, men jeg var stadig ikke stolt ved situationen. ”Tag den nu”, råbte Leo, og da den var ud for mig, forsøgte jeg. Gafkrogen prellede af. ”Den er væk!”, råbte Leo i det samme - ”tag den med gaffen!”. Jeg rodede med gaffen ud i åen - mærkede fisken - men fik den ikke. Den var væk…. Nedturen var total. Fisken var væk. Leo kylede fluestangen ind på marken. Jeg stod i åen og græmmede mig. Fisken var udtrættet perfekt, og jeg havde muligheden for at gaffe den, men bummede. Vi ved alle sammen, at det ikke er sjovt at miste en god fisk, men da jeg stod der i vandet, gik det op for mig, at det om muligt er værre at skulle lande makkerens fisk - og så miste den.

Vi stod bare og kiggede ud i mørket begge to. Jeg er sikker på, vi kom af med en masse bandeord, men der var heller ikke noget fornuftigt at sige. Det var noget rigtig l…! Vi havde stået helt forstenede ca. ½ minut. Jeg stod stadig i åen og kunne så pludselig mærke noget mellem mine ben - noget der ikke plejer at være der. Det var umuligt at se noget, men jeg stak armene i åen (min oilskinsjakke blev gennemblødt til armhulerne), og mærkede halen af en fisk. Forsigtigt famlede jeg fingrene op langs siden af fisken og fik fat i gællerne. ”Jeg har noget til dig, Leo” fik jeg sagt, idet jeg trak fisken ud af vandet. Den slog et enkelt slag med halen, inden den blev kastet op på brinken og landede lige for fødderne af Leo. ”Det er sgu´ løgn”, sagde han, inden han slæbte havørreden ind på marken til fluestangen - i god afstand fra åen. Han mente åbenbart, at vi havde fået spænding nok for den aften. Nedturen var pludselig vendt til glæde. Fisken lå på brinken. En havørred på 8,8 kg fordelt over 91 sølvblanke cm. Vi sprang rundt - og var naturligvis fuldt tilfredse med sagens overraskende udvikling.

Fiskeren havde fået sin velfortjente fisk. Gafferen havde fået gjort skaden god igen, og havde dertil forbedret sin rekord i at håndlande fisk med over 5 kg. Ikke så ringe! Det hører retfærdigvis med til historien, at det ikke var gaffen, der havde sprunget linen, men at forfanget var gledet af fluelinen. Da Leo skulle måle fisken, var det ikke uden triumf han trak sit målebånd frem. Selvsamme eftermiddag - 5-6 timer forinden - da vi sad og sludrede hjemme i køkkenet, havde jeg tørt konstateret, at det var fint, at Leos datter Marie kunne lege med sin fars målebånd, da der ellers ikke var store chancer for at det skulle komme i brug. Samme aften ved åen, blev der så brug for 91 cm af det.

Og nu kunne historien så passende slutte, for det blev ikke til mere fiskeri den aften. Stemningen var rigtig god i bilen på hjemturen, og på vej over Skals å måtte Leo lige ringe til Egon, for at høre, om han sov. Han kunne så i øvrigt lige fortælle, hvad han havde fanget. Det eneste budskab, der kom igennem den noget tvivlsomme telefonforbindelse var ” 9 kg” - men det var for så vidt også nok.

Tilbage i køkkenet blev der brugt et par timer til at runde fisketuren af med lidt brændevin, mens vi hyggede os over havørreden på køkkenbordet.

Historien kunne så passende slutte her, men, det er nu engang sådan, at når der fanges store fisk, så drages lystfiskerne mod åen på ny. Vi stod der da også igen næste dag - denne gang dog uden fisk.

Da jeg ugen efter ringede til Leo for at høre, om han skulle have et lift til åen, måtte han takke nej. Smurt ind i olie til op over begge ører var han i færd med at betale prisen for at køre i en bil fra 1983. Jeg fandt derfor selv åen, og i bagklogskabens utålelige lys husker jeg, at jeg havde en god fornemmelse, da jeg kom til fiskevandet den aften. Jeg havde fisket ca.1½ time og havde set, at der var store fisk i åen. Jeg stod netop og ærgrede mig over et godt stykke å, der var umuligt at affiske på grund af for meget vand, da en stor fisk understregede mine tanker ved at vise sig 50 m. opstrøms, netop der hvor det kun var muligt at fiske med snorkel - typisk. Sekunder efter lød der et tungt plask nedstrøms, og jeg kunne så konstatere, at jeg var omringet. Jeg gik 10 skridt nedstrøms og befandt mig på noget gyngende grund, da jeg lagde et kast ned mod fisken. Øjeblikke efter eksploderede vandet og stangen var ved at undslippe sin ejermand. Fisken rullede gentagende gange i overfladen, og så blev linen slap. Hva´ sa..., nåede jeg at tænke, mens jeg rullede snøre ind som en gal. Sekunder efter kunne jeg lettet konstatere, at der var kontakt endnu - fisken var gået opstrøms, og jeg fik lagt pres på den- og den stillede sig lige ud for mig.

De næste fem minutter havde jeg travlt med at styre fiskens udløb, og linen var så spændt, som en guitarstreng. Fisken bevægede sig dybt, og den lod sig kun vanskeligt holde fri af grøde og andet ”sjovt” i åen. Da den endelig lod sig se, kunne jeg se, at det var en af de voksne. Det var jeg for så vidt ikke i tvivl om efter at have mærket, hvor stærk den var. Efter et stykke tid begyndte jeg at have den fornemmelse, at det var mig der havde fanget fisken - i starten føltes det nærmest omvendt. Jeg begyndte at overveje min situation. Der var to andre biler ved åen, da jeg kom, og jeg havde set to fiskere gå nedstrøms. Sandsynligheden for at jeg var ”Palle alene i verden”, var altså temmelig stor. Dertil var det ved at blive mørkt, og jeg havde ikke ingen lys med. Jeg havde dog et net. Det er købt i Norge og må siges at egne sig fremragende til bækørredfiskeri. Det er dog klart, at det er mindre egnet til store havørreder. Ud fra de odds besluttede jeg mig for at udtrætte fisken på kort line, indtil den var så træt, at den kunne håndlandes.

Jeg tror, jeg gik med den i tre kvarter. Til sidst var den helt færdig og lå næsten med bugen i vejret nede i vandet. I andet forsøg fik jeg fat i gællen og kunne så endelig trække havørreden op på åbrinken. Helt uden dramatik Det var en god fornemmelse at sidde alene der i mørket ved åen med en fantastisk smuk havørred. Jeg målte den til 87 cm, og anslog vægten til 7,5 kg.Selvom det var hyggeligt at sidde der i mørket ved åen, var det nok en endnu bedre fornemmelse, da jeg en god halv time senere kunne banke på hos min nabo. Min nabo - hedder Leo, og han vidste selvfølgelig godt, hvad der var på færde, da han stod der i underbukser i døren, og jeg bød ham på en øl ude ved mit bagagerum.Det endte så med, at der endnu engang kom til at ligge en pæn havørred på Leos køkkenbord. Vi måtte lige have den ind i lyset og nyde den. Vi fik den vejet, og den vejede 7,7 kg. Blot een uge efter at Leo havde fanget sin flotte havørred, stod vi så ved det samme køkkenbord og beundrede endnu en smuk havørred fra Simested å. Det var helt utroligt!

Da jeg lidt senere vækkede min kone for at vise hende fisken, var hun lidt søvndrukken, og hun troede rent faktisk, at jeg havde taget Leos fisk op af fryseren for at lave lidt sjov med hende. Jeg har selvfølgelig lært lidt af alt det her. Jeg har købt en lygte, så jeg ikke endnu engang skal stå i mørke ved åen og fighte en havørred. Hvad angår net - så har jeg kigget på et par stykker, der er større end den ”badmintonketsjer”, jeg går rundt med nu. Indtil nu har jeg ladet det blive ved kiggeriet, ud fra det ræsonnement, at det er meget sjovere - ikke nødvendigvis sikrere! - at håndlande store havørreder.

Peter B. Sørensen