luk vinduet


En artikel af Finn Karlsson om de mange ting man også kan finde når man er ved åen.

Lystfisker på Krogen

Hvad man dog finder... på.

Jeg læste i en avisartikel en dag, at 97 % af menneskets arvemasse nu var kortlagt. Men livets største gåder står stadig uløste! Nogle arveegenskaber knytter sig helt uforståeligt mere til det ene køn end til det andet og hvor sidder de egentlig, og er der nogen egenskaber, der er nærmere forbundet? Hvor sidder mænds gener for f.eks: Sparken på bildæk og forståelse for offsideregler? Hvor sidder kvinders gener for: Glemmen pointer i vittigheder eller svaghed for at elske kold pastasalat? Jah, det gav virkelig stof til eftertanke!

Lystfiskergenet.

En kollega, kvindelig forstås, undrede sig en dag over, hvad der fik hendes mand til i timevis at svinge en fiskestang, ro rundt på en sø og slæbe fisk efter fisk hjem. Det kunne jeg godt forstå, ikke at hun undrede sig, men at han fiskede. Der er simpelt hen et mandligt gen for lystfiskeri! Så enkelt er det da!

Samlermani.

Nu var eftertænksomheden sat i gang. Mon der ikke ret tæt på dette gen, mest hos mænd, også var et gen for jagtinteresse? Og lige derefter et gen for samlermani. Tænk bare hvor mange lystfiskere, der er lige så meget grejsamlere som lystfiskere, for slet ikke at tænke på alle dem, der samler på naturoplevelser. Interessant!? Og jeg der ellers er en stor tilhænger af miljøets betydning fremfor arv!

Jeg er samler. En skæv en af slagsen. Heldigvis har jeg også en slags lommefilosofisk grundtanke, der siger: “de mo helst æ kost´ for møj”. Om det er arv eller miljø, skal jeg lade være usagt, men jeg har haft det lige så længe, jeg kan huske. Man kan sige, at jeg aldrig er kommet gennem den fase de fleste drenge gennemgår, hvor man gemmer alting i sine lommer, fordi de er sjove, mærkelige eller måske kunne blive nyttige engang.

Fortælleværdien.

De ting man finder på sin færden i naturen, på vej hen over marken eller ved den gamle grusvej er sjældent noget værd sådan i penge, men de er uerstattelige for de tanker og den fantasi de kan sætte i gang. Hvem har mon ejet, tabt, lavet, købt, brugt eller haft følelser for den ting, man pludselig får øje på. Også omstændighederne omkring fundet betyder meget for værdien. Jo mere heldigt eller dygtigt fundet er des bedre.

Jeg fandt et udvalg af dimser og snurre- piberier frem. Fik vores bladredaktør til at tage et billede. Fælles for tingene er at de er fundet under fiskeri, og at de mere eller mindre kan leve op til de ovennævnte værdier. Nu håber jeg så bare ikke, at mine lidelsesfæller ved fiskevandene vil kaste opmærksomheden fra vandet og til gangstierne, for jeg vil gerne kunne blive ved med at sige: jeg fangede ikke noget, men jeg fandt denne spændende........ Flåd.

Nogle af tingene skal I have historien om her og nu. Flåd af en hver type, er dem man finder flest af. De flyder jo! Udviklingen gennem de femogtredive år, jeg har samlet går fra gedigent kork, over billigt plastik, til nu udelukkende flamingo. Og jov, jeg har også prøvet engang at samle et flåd op, der var “forbundet” til en fisk i den anden ende. Mønten. Den gamle femogtyveøre dateret det herrens år 1940, er en skat for mig og det første fund jeg med sikkerhed kan placere. Vi var et par tolvårrige drenge ved geddesøen en varm sommerdag. vi sad ved den gamle faldefærdige badebro og fantaserede om det liv, der måtte have været sådan et sted. Pludselig opdager jeg, at der sidder noget i den gamle rustne ølkapsel, jeg lige havde samlet op. En mønt! Hvordan var den kommet der? Det gav et sus af uanede omstændigheder. Jeres gæt kan være lige så gode som mine. Knivene.

Det sirlige messingskæfte har engang siddet omkring et knivblad, der var rustet væk, er fundet ved Simested Å, modsat side af Brakbjerg. Det har været en dyr, ret speciel lommekniv, der sikkert er blevet savnet.

Svejtserkniven skyllede i land ved Vesterhavet, helt overgroet af rurer. Det er kram de laver - bladene kunne blive blanke igen og var stadig barberbladsskarpe. Der mangler kun tandstikkeren. Gad vide, hvor den mon er?

En Devonspinner.

Den gamle Devonspinner sad i en hegnspæl ved Løvelbro - Skals Å. Det er flot håndværk, den er hjemmelavet. Det er tredive år siden og jeg passer godt på den.

Fluerne.

Fluerne, dem finder jeg mange af. Det kræver bare, man kigger i buskene, der fanger bagkastet. Fluerne på billedet er dog alle fra det samme sted. De sad i dækket på en cykel, der var blevet kastet i åen ved Løgstørvejsbroen - Simested Å. Den cykel har givet anledning til mange historier om monsterhug af grov havørred.

De to rørfluer er fra Karup Å. Det må være det absolut foretrukne våben her. Den med trekrogen er fundet i år og gav mig et godt chock, (som jeg også samler på). Jeg fik øje på den i en stor grødetot i kanten ved egen bred. Den kunne lige nås med det ene wadersben ude i åen. Netop som jeg fik fat i kræet, for en stor havørred ud af grøden og strøg nedstrøms. Fluen tror jeg ikke den havde set, snarere var den glad for gemmestedet.

Overtrogenet.

Fluer, som sagt, dem kan der findes mange af, men hvor er de? Selv om jeg er “tingfindersamler” er der en brist, eller skal vi sige et gen, som dominerer hos mig. Det må sidde meget tæt på de andre lystfiskergener. Det er overtrogenet! Jeg er overbevist om, at det jeg har fundet er i besiddelse af en magisk kraft, en rest af taberens styrke. Netop den rest, der gør forskellen på om en fisk vil bide eller ej. Derfor fisker jeg med dem, og jeg taber altså også noget af og til. Så hold bare øjnene åbne derude.

Finn Karlsson