luk vinduet


En artikel af Finn Karlsson bragt i Krogen.

Om to specielle kæmper.

Hvornår starter en fisketur? Mon ikke læserne nemt kan blive enige med mig om, at det er noget før, man står ved fiskevandet. Men en fisketur, der har været under optræk i tre måneder, hører vel alligevel til de sjældne. Tiden mellem havørredfredningen 1. november og frem til 1. marts, hvor jeg plejer at starte sæsonen ved åen, kan være lang. Og når det så mager sig således, at den ene fisketur efter den anden må aflyses, og man nærmer sig april, ja så er det, så man ryster af indestængt fiskefeber.

Skolen havde været træls, ungerne havde været trælse, deres forældre ligeså (er det ikke påfaldende som forældre ligner deres børn). Jeg havde været træls. Velforberedt undervisning var blevet kvalt af de små japanere inde i kopimaskinen, der konsekvent strejkede, hver gang jeg var i nærheden, Dogmeundervisning, I ved der, hvor man pålægger sig nogle krav om elendig teknik og tilfældighedernes rasen, gik så nogenlunde. Jeg blev bare mere og mere træls. Hvis lykkens gudinde havde banket på denne dag, ville jeg have brokket mig over støjen!

Fiskefeber.

En fisketur plejer at kunne løse op for knuderne, give ny energi og lyssind til at takle ræset, derude. Afsted kom jeg endelig under påskud af at skulle tage nogle billeder til en lovet fiskehistorie. Ham deroppe holdt selvfølgelig øje med mig, for aldrig så snart havde jeg sat mig i bilen før jeg ramtes af en haglbyge. På vej mellem Løvel og Skals, lige når man kommer ud i ådalen, lidt tilbagetrukket fra vejen mod højre står et imponerende træ. Det var det, jeg havde tænkt mig at fotografere. Det skulle så blive til en opløftende artikel om naturoplevelser udover “fisk på krogen”. Da jeg stod der med kameraet, var det som om, noget begyndte at gå op for mig.

En imponerende kæmpe.

Mindst tre vinkelrette knæk havde stammen på dette træ, der vel udstrakt kunne have været sine tredive meter høj. Mindst en meter i diameter. Overalt langs stammen, langs tykke, krogede grene skød nye skud frem. Det træ struttede af ukuelig livskraft. Det havde ikke ladet sig knække! Hjemme på min badeværelsesvæg hænger en plakat med mere eller mindre kloge ord til studier, mens man er beskæftiget med... ja hvad man nu laver på toilettet. En af dem jeg bedst kan lide, er et gammelt kinesisk ordsprog: “Når et træ er blæst omkuld, viser det sig, at grenene er større end rødderne”. Dette træ havde ikke haft problem med jordforbindelsen. Udsat havde det tydeligvis været, som det stod der ensomt og helt ubeskyttet mod mange årtiers rasende storme. Sikke en uorden.

Sådan et træ sætter tanker i gang hos de fleste. Træer har stor symbolværdi. Ask Ygdrasil, Kundskabens Træ og mange, mange flere. Jeg fik dog mere jordnære tanker, mens mine øjne fulgte stammens krogede forløb. Sådan skulle vores åer bare sno sig! Det kan vi mennesker ikke have. Sikke en uorden! Oversvømmelser! Lad os få rettet åen ud. Lad os blive naturens herskere. Og træet her, hvorfor var det ikke for længst fjernet? Det står jo ikke ret op og ned som det skal! Kunne det tænkes, at andre var blevet imponerede over træets livskraft? Nærmere undersøgelser giver desværre et mere sandsynligt svar. Dette, det sidste af en lang række af landevejspopler har kun fået lov til at overleve den største trussel af alle - mennesket - fordi vejen er lagt om. Rester af en gammel grusvej strækker sig ud i engen for at møde den gamle bro hundrede meter opstrøms Ejstrup Bro. På nordsiden af Skals Å kan man endnu se enkelte gamle popler. Hensyn til traffiksikkerhed og menneskets ordenssans rækker ikke langt fra den slagne asfaltvej. Heldigvis. Landevejspoplerne.

Landevejspoplerne, der måtte lade livet for mere end halvtreds år siden, repræsenterede levesteder for et rigt varieret insektliv, som nu næsten er forsvundet. Det er fuldstændig at sammenligne med laksen i vore største vandløb. Levestederne blev ødelagt. Laksen forsvandt - næsten. Det er svært at genskabe, når vi endelig bliver klar over vores fejltrin.

Som et nyt og bedre menneske kørte jeg videre, for træet stod der dog endnu. Den lille bæk, der løber tæt forbi, havde været rørlagt indtil for få år siden, det var nu fritlagt og vrimlende med liv, et godt opvækstvandløb for ørred. Vandløb restaureres, søer hjælpes i gang gamle dræningsprojekter bliver til genskabelse af de oprindelige søer. Det kan lade sig gøre! Endnu en kæmpe. Ved Simested Å smilede lykkens gudinde til mig og jeg brokkede mig ikke over støjen. Der var fisk i vandet. Knap hundrede meter nedstrøms Løgstørvejsbroen var en anden imponerende kæmpe strandet. Det var på lugten at tyde nogle uger siden. En Han havørred i hvert fald over halvfems cm lang. Jeg var ikke så præcis med målebåndet! Intet tydede på at den havde fået en unaturlig død. Mon ikke den havde gjort sin pligt og tumlet. Men en fisketur, der har været under optræk i tre måneder, hører vel alligevel til de sjældne...

Finn Karlsson