luk vinduet




En artikel af lodsejer og dambruger Søren Eskerod.

Bla. om en stor havørred fra Jordbro Å

Som man sår, høster man. (Red. i Jordbro Å!!)

Denne beretning handler om en fisk fanget i Jordbro Å. For nogen en stor fisk, for andre kun en pæn fisk, men for mig også en bekræftelse på, at det store arbejde omkring opdræt og udsætning af fisk fra åens egen stamme, har båret frugt. Når man som jæger og fisker taler om at høste af naturens overskud, er det i dag stadig nødvendig at hjælpe naturen ved først at så, hvis man vil opleve fisk og fugle i antal som i gamle dage, og generne i de frø man sår, har selvfølgelig stor betydning for den ”plante”, der senere vokser op. Med ovenstående i tankerne ville Viborg Sportsfiskerforening gerne erstatte udsætningsfiskene fra dambrugsstammer med fisk fra åens egen stamme. Derfor henvendte Jørn Kristensen sig i 1994 til os angående opdræt af ørreder på basis af moderfisk fra åen. Vi var nu ikke helt med på ideen i starten - vi havde dårligt tid, og for øvrigt slet ikke noget klækkehus. Men Jørn, den snu ræv, gav ikke sådan lige op - ”foreningen har mange dygtige folk, der både kan grave og snedkerere”, sagde han, og sådan blev det.

Den ægte vare.

I 1995 blev de første havørred-moderfisk strøget og æggene lagt i klækkebakker i det af Jens Peter indrettede ”børneværelse”, som var opstillet ved et lille kildevæld oppe i skoven. Alt gik så godt, at vi allerede året efter måtte udvide med nye kar, og en eksisterende jorddam blev indrettet til vildfisk. Det blev, som Jørn havde lovet. Hver gang et nyt projekt skulle gennemføres stod et hold frivillige hjælpere klar - og sådan er det heldigvis stadig. Det har derfor været et stort ansvar for os, der passer fiskene i det daglige, da vildfiskene jo er uerstattelige. Hvis vores regnbueyngel dør, kan vi købe nye, og derved rede produktionen, hvilket jo ikke er muligt med vildfisk. Det har heldigvis gået meget godt, så bortset fra de første år har vi kunne lave rigeligt med fisk i forhold til udsætningsplanen, dvs. at der hvert år er udsat 15000 -20000 stk. fisk i forskellige størrelser i Jordbro Å og Fiskbæk Å.

Gode resultater.

Det næste spørgsmål var så om fiskene ville klare sig i naturen, og om de ville vende hjem efter deres rejse til havet. Det lå selvfølgelig uden for vores pastorat, men jeg håbede da, at alle de frivillige arbejdstimer, der var lagt i projektet, ville bære frugt. Antallet af moderfisk der blev fanget ved elfiskeri var da også stigende op gennem 90erne. Og i 99 kunne man ofte opleve store fisk enten på træk, eller se bølger ved deres standpladser. Enkelte gange så jeg også storfisk springe helt fri af vandet, hvad jeg aldrig før har oplevet i Jordbro Å.Når jeg fortalte om mine oplevelser til familie og venner spurgte de ofte: ”jamen har du fanget nogen”, hvad jeg jo kun kunne svare nej til. Da jeg så fik foræret en fluestang af Jørn, satte jeg det mål, at i år 2000 skulle der fanges en havørred og helst på flue.

Det store hug.

Nu er det jo sådan, at fisk fanges ikke fra lænestolen hjemme i stuen, og da jeg alligevel skal ud til åen for at rense indløbsristen hver aften, så kommer fluestangen ofte med. Det bliver dog sjældent til mere end en halv time, derefter begynder kastene at blive upræcise og fluen hænge fast i de lange siv.

Efter mange sådanne aftener uden at være kommet nærmere målet, tænker man seriøst på at grave orm til næste fisketur. Selvtilliden fik et ekstra dyk, da Jørn en aften efter ganske få kast lander en pæn havørred på det stræk, hvor jeg aftenen før havde fisket. Et par aftener senere prøvede jeg dog igen. Vinden er i sydsydvest, hvorved den næsten følger åen i dens strømretning. Det gør det muligt for en nybegynder i fluefiskeriet som mig, at lave nogle fine kast. Jeg gik faktisk og tænkte på, hvor ligegyldigt det er med fine kast, når man alligevel kun fanger små fisk. Imens var det så småt ved at blive mørkt, så jeg bestemte, at efter et par kast mere ville jeg traske hjem. Mine overvejelser blev brat afbrudt af et kæmpe skulp fra modsatte brink, netop der hvor fluen sekunder før var landet. I bar forskrækkelse får fisken et ordentligt tilslag, og jeg kunne mærke, at der var en god fisk på enden af linen. Først kæmpede vi lidt om linelængden, for når jeg normalt arbejder med fisk, er de som regel i net, og det kunne jeg faktisk også godt tænke mig denne fisk var. Det var vi nu ikke helt enige om, men med en forholdsvis kort line gik vi en tur opstrøms, alt imens jeg funderede over, hvad jeg skulle angive fiskens vægt til, hvis den sprang af. På grund af lidt grumset vand og tusmørket kunne fisken kun skimtes i vandet, så mit gæt faldt på ca 3 kg. Fisken ville nu nedstrøms igen, og det blev selvfølgelig i et lidt andet tempo, men da vi nåede tilbage til udgangspunktet, faldt der lidt ro over feltet, og fisken nærmede sig overfladen. Mit lille fangstnet, der er udformet som en ligesiddet trekant med en sidelængde på ca. 40 cm, blev placeret bag fisken, og i andet forsøg foldede den sig sammen, så den kunne glide ned i nettet. Først da fisken blev løftet fri af vandet, opdagede jeg, hvor stor den var. Den kunne med lethed hoppe ud af nettet igen, så net og fisk blev kastet over hegnet og ind på sikker grund. Efter en kort spurt hjem blev fisken målt og vejet til 78 cm og 5,7 kg. Medaljens bagside.

Nu er en enkelt fisk jo ikke noget videnskabeligt bevis, men for mig er der ingen tvivl - den udsætning af vildfisk, der er foretaget i de senere år, har medvirket til en opgang af havørreder, som ikke er set tilsvarende i de mange år, jeg har gået ved Jordbro Å. Det er mig derfor ufatteligt, at de samlede midler til udsætning fra fisketegnet, gennem de sidste tre år er reduceret betydelig, og i stedet er midlerne overført til forskning. En anden ”trussel” mod udsætnings- og opdrætsarbejdet kan ligge i selve succesen, idet bestandsanalyserne, der foretages af Danmarks Fiskeriundersøgelser, vil blive præget af den større opgang, som må forventes at give en øget yngeltæthed i de gydeegnede vandløb. Da udsætningsplanerne udarbejdes efter disse analyser, medfører en tættere yngelbestand færre midler til udsætning. Men da mange tidligere velegnede små gydevandløb er ødelagt af rørlægning, forurening, opstemning m.m., vil udvandringen af smolt stadig være for lille i forhold til hovedløbets og især fjordens bæreevne. Så hvorfor ikke opdrætte og udsætte smolt i store mængder? De belaster ikke vandløbet, men bliver til gavn for både fritidsfiskere, kystfiskere og åfiskere.

I ovenstående er kun nævnt ganske få navne, idet hjælpekorpset gennem åerne har talt så mange personer både fra vsf og vort eget bagland, at det ville blive alt for omfattende at nævne alle. Dog kommer vi ikke uden om Jørn, som har været vores kontakt til VSF - hans entusiasme og store viden på mange områder, har været den bærende kraft i hele forløbet.

Med håbet om fortsat godt samarbejde.

Søren Eskerod - juli 2000