luk vinduet




Artikel: Storfisk til djævleøen.

Fangstrapport 2000 (tekst/fanger: Hans Eriksen - Foto: Niels Roesgaard)

Torsdag den 22. juni år 2000 blev nærmest en historisk mærkedag for mig. Forud for dette højdepunkt er gået næsten 20 år med fiskeri i det jyske, sammen med min gode fiskekammerat Niels Roesgaard. Han var den som i sin tid introducerede mig til å-fiskeriets glæder.

Det er vel derfor meget passende her, at give ham en stor tak for det.

I de sidste mange år har Niels og jeg haft den tradition at vi 1-2 gange årligt river en uge ud af kalenderen, til vores fælles interesse. Lykkens gudinde har undervejs været rimelig fair i den indbyrdes fordeling af vore fangster. Så de kammeratlige drillerier har sjældent holdt særlig længe og sådan gik det også den 22. juni, da Niels midt på dagen satte mig af ved Nd. Skringstrup. Han havde forinden haft en del mere tur i den end jeg og at der derfor undslap ham et par drillende bemærkninger om, at jeg efterhånden måtte tage mig lidt sammen, efterfulgt af en falsk bekymret mine og et skævt smil, er vel helt forståelig. Jeg var selvfølgelig "glad" for den "venlige" og kammeratlige bekymring, men bad ham om endelig ikke at tænke mere på det.

Så gik turen ned over engen. Det var højt, klart solskin og fiskeriet foregik med spinner opstrøms. I løbet af en halv times tid nåede jeg til det første "alvorlige" sving, med et dybt hul. Jeg kastede langt henover hullet, sænkede stangen og spandt langsomt ind, for at få spinneren så langt ned som muligt. Da spinneren nåede hullet blev farten yderligere sagtnet og pludselig stod jeg med mit livs fisk, for enden af linen.

Adrenalinet pumpede i et nu for fulde hammer, rundt i kroppen. I løbet af få minutter var min mund knastør. Al min opmærksomhed var rettet mod det der skete i vandet og de små beslutninger der undervejs kunne blive skæbnesvangre. Forholdene krævede at udtrætningen skulle foregå på en ganske kort strækning, så det blev til en hel del ture frem og tilbage, hvor spændingen nærmest var uudholdelig. Hver gang der skulle lægges pres på fisken fra en ny vinkel og på en ret kort line, kunne jeg mærke, hvordan spinneren svippede over i en anden vinkel og jeg var klar over, at denne metode var uholdbar i længden. Efterhånden lykkedes det dog, at få fisken til at tage nogle mere almindelige udløb. Under denne del af fighten kom fisken ind imellem til syne og når det skete gjorde den noget, jeg aldrig før har set eller hørt om. Den klappede hele tiden med kæberne - og det var virkelig noget der kunne høres. Det var som om den var meget irriteret over det tingeltangel der sad fast i munden på den og som den ikke kunne slide sig fri af. Længere henne i forløbet kunne jeg med al ønskelig tydelighed se både hvor stor fisken egentlig var og hvor yderligt spinneren efterhånden sad.

Jeg var også klar over at fisken var ved, at være mærket af kampen, så jeg besluttede, at det nu måtte bære eller briste. Jeg lagde mig derfor halvvejs ned i skjul bag nogle siv og fik på denne måde fisken langsomt, men sikkert så tæt på, at det var muligt at nå den med fangstkrogen. Jeg var klar over, at det var nu for alvor var vigtigt at holde hovedet koldt og have is i maven. Med det held, der samtidig altid er nødvendigt, lykkedes det mig at virkeliggøre det indædte håb, som jeg i korte glimt havde haft undervejs.

Fisken lå nu stor, blank og mægtig i græsset, mens solen skinnede på den. Jeg vidste ikke helt hvor stor den var - bare at den var stor. Jeg vidste ikke hvor lang tid fighten havde taget, kun at det havde taget en evighed. Så når jeg gætter på tre kvarter, så skal det tages med et stort forbehold. Hvad jeg til gengæld med sikkerhed ved, er at jeg var ualmindelig glad, taknemmelig og tørstig.

Aftalen var at Niels og jeg skulle mødes ved Borup bro og jeg fandt snart ud af, at det i højere grad ville være en opgave for en aspirant til jægerkorpset, at transportere fisken så langt nede ved åen. Derudover havde jeg selvsagt ikke rigtig lyst og behov for at fiske mere. Jeg tog derfor fiske på ryggen, hankede op i mit grej og begav mig op på landevejen. Her mødte jeg nogle venlige og nysgerrige mennesker, der gerne lige ville have fisken i nærmere øjesyn. Efter en hyggelig sludder, blev jeg tilbudt at blive kørt hen til mødestedet.

Det var selvfølgelig prikken over i'et, at vognen vi kørte i, var en kreaturvogn. Der var i hvert fald et vist format over det hele, da jeg ved ankomsten gik ind på ladet af vognen og hev fisken ud. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ved den lejlighed nød den kolde øl ekstra meget. Det skal afslutningsvis lige nævnes at fisken målte 96 cm og vejede præcis 11 kg.

Hans Eriksen.