luk vinduet


I Jordbro Å er det vist, at man ved hjælp af vandets egne kræfter kan forbedre vandløbsmiljøet, bare ved at skære grøden, så vandet gør arbejdet.

Artikel bragt i Krogen december 2000 af Rolf Christiansen

Vandløbsvedligehold i Jordbro Å

For bare 25 år siden betragtede man vandløbene i Danmark som kanaler, som kun skulle sørge for at skaffe regnvand, drænvand og spildevand hurtigst muligt ud mod havet. Så var man af med det. Vandløbene blev reguleret - de blev gravet dybere og bredere og svingene blev rettet ud - så skulle vandet ikke løbe så langt, som hvis åen var snoet. Så kom man hurtigere af med det.

Resultatet var mange steder snor lige vandløb uden den variation som er altafgørende for et godt miljø. På bunden lå næsten altid løst sand, som vandet hele tide flyttede nedstrøms. Om sommeren voksede grøden. Med mellemrum blev grøden skåret overalt i vandet, for den stuvede vandet og hindrede at det kunne løbe hurtigt af. Kanterne blev også klippet. Hvis vegetationen blev for lang, mente man, at det bremsede vandet for meget, når vandet steg. I sådanne vandløb er der ikke meget liv. I løbet af 1970’erne fandt man ud af, at der godt kunne stå grøde i vandet, uden at det stuver vandet væsentligt op. Den skal bare stå de rigtige steder. I et vandløb løber vandet i et bugtet forløb - i strømrenden. Hvis den holdes fri for grøde, kan vandløbet stadig aflede vandet. Hvis man arbejder med vandets tilbøjelighed til at bugte sig, er vandløbet selv med til at holde sig fri for de løse sandaflejringer i bunden, og holde grus- og stenbunden fri.

Skånsom vedligeholdelse i Viborg amt.

I Viborg Amt gik man i 1990 over til skånsom vedligeholdelse af de vandløb, som amtet står for. Den nye skånsomme vedligeholdelse blev udført efter de anvisninger, som de centrale myndigheder havde anvist. Hvis man kigger på de tal for miljøtilstanden, som amtet har samlet gennem tiden, kan man se, at vandløbsmiljøet har fået det bedre siden vedligeholdelsen blev ændret, men mange steder mangler det sidste lille stykke, før vandløbene helt har nået de mål, der står i regionplanen. Der mangler stadigvæk en del af de smådyr, som skal være i vandløbet, før målet er nået.

Det blev vurderet, at årsagen til at målene ikke blev nået, var at den nye vedligeholdelse ikke skabte variation nok i vandløbet. Derfor gik Amtet i gang med et forsøg i Jordbro Å på strækningen fra lidt nedenfor Skalmstrup dambrug og ned til Dalgas bro. Strækningen var stadig noget påvirket af løst sand på bunden, og vanddybden var ikke særlig varieret. Der var meget af den grødeart, som hedder Pindsvineknop, som har lange smalle båndformede blade. Der er ikke så mange smådyr som lever på Pindsvineknoppens blade, og de er ikke gode som skjul for fisk. Forsøget gik ud på at skære det græs, der vokser i kanterne skiftevis smalt og bredt - som perler på en snor. Hvor åen blev smal, blev strømmen kraftig og sandet forsvandt og åen blev dyb. Der hvor åen blev bred blev strømmen langsommere og vandet blev lavere, fordi sandet måske delvis lagde sig der. Det sand som der ikke var plads til på forsøgsstrækningen tog vandet med sig længere nedefter. Der blev også skiftevis klippet i græsset i siderne i den ene og den anden side, så åen fik et mere snoet forløb end det lige løb, den tidligere havde. På den øverste del blev der skåret grøde med håndkraft. Der kunne åmændene styre skæringen med leen, så de uønskede grødearter blev skåret, og den grøde som man gerne vil bevare, som f. eks. Vandranunklen, blev bevaret. På det næste stykke nedefter blev grøden skåret med båd. Der kunne man ikke i samme omfang sortere i, hvilken slags grøde der blev skåret. Resultater.

Der er gjort status for forsøget efter 4 år. De kanter, som fik lov at vokse ud, fangede en del af det løse sand hver gang vandet steg i åen, så de efterhånden er blevet ”landfaste”, selv om de er forholdsvis bløde at færdes på. På det øverste stykke, hvor åen blev skåret med håndkraft, er der nu kommet så mange dybe huller, at åmændene ikke længere kan bunde når grøden skal skæres, hvis vandet står lidt højt i åen. Der er derfor blevet skabt mere variation i dybden, end der var tidligere.

Efter forsøget var kommet i gang ser det ud til at optrækkende havørreder især vælger at stille sig på forsøgsstrækningen, og at de især vælger at stå på det stykke, der blev vedligeholdt med håndkraft. For ørredyngelen derimod, som der er meget af på strækningen, ser det ikke ud til at den ændrede vedligeholdelse har haft indflydelse på, hvor de vælger at stille sig. Forsøget har også haft effekt på grødens sammensætning. Før forsøget startede, var der mest af den tidligere nævnte Pindsvineknop. Siden er de andre grødearter, som huser flere smådyr, blevet meget mere udbredte, især på den strækning som er manuelt vedligeholdt. Enkelte steder er åen lige så småt begyndt at gnave lidt i modsatte side af hvor kantgræsset fik lov at vokse ud fra den ene side. Det var forventet, at der i jorden langs med vandløbet lå grus og sten fra åens tidligere forløb, og som var blevet begravet efterhånden som åens snoninger flyttede sig. Når vandet så gnaver i siderne vil gruset igen blive skyllet fri. Endnu er der dog ikke konstateret sådanne stenmaterialer i jordbunden langs åen. Problemet er, at mange af de smådyr, som stadig mangler for at målsætningen er opfyldt, skal bruge grus- og stenbund for at kunne klare sig. Manglen på grus forventes at være årsag til at dyrene ikke er til stede. Amtet har derfor udlagt grus to steder på strækningen sidst på året i 1998. Hvis de sidste smådyrarter indfinder sig på gruset som er lagt ud, er den manglende målopfyldelse kun et spørgsmål om, at de rette bundforhold stadig mangler. Hvis der ikke er grus i jordbunden i siderne, har der næppe heller tidligere været grus i bunden på det sted, og så behøver der vel heller ikke at komme det nu. Længere oppe i vandløbene er der da også store strækninger med grusbund som ørrederne kan trække op til, når de skal gyde. Så kan de nedre strækninger, herunder forsøgsstrækningen, fungere som opholdsvand for fiskene til gydningen starter.

Forsøget har vist, at man ved en justering af grødeskæringsmetoden kan skabe bedre forhold for fisk og smådyr. Flere steder i landet har man anvendt gravemaskiner og gravet slyngninger ud, for at restaurere vandløb. I Jordbro Å er det vist, at man ved hjælp af vandets egne kræfter kan forbedre vandløbsmiljøet, bare ved at skære grøden så vandet gør arbejdet. Det kræver bare lidt mere tålmodighed.

Og så har det i Jordbro Å kunnet lade sig gøre uden at lodsejernes krav på vandafledning er tilsidesat.