Indhold

Om foreningen
Om fiskevandene
Kort over fiskevandene
Aktivitetskalenderen
VSF´s forum
Juniorerne
Køb af fiskekort
Vejr, grøde og vandstand
Medlemsskab
Fluekassen
Foreningsartikler
Fangstrapport
Links:

Kontakt:

Webmaster
Formanden
Krogens redaktør
Å-ansvarlige
Vandplejeudvalget

luk vinduet


Jordbro å - kend din å:

Beskrivelsen for Jordbro å er delt op i 6 ture der hver for sig skildrer forskellige oplevelse og natur.

1. tur Toftum, Y'et, Stoholm.

Kør til Toftum bro, på dit kort kaldet Kalkværksbroen, her kan du parkere i vejens nord side, gå opstrøms på vest siden, og du vil befinde dig i et naturskønt område. Der er vanskeligt at færdes, så brug skridtstøvler. Åen, eller bækken må man vel kalde den, har en bredde på 1 til 2m. og en dybde fra 0.25 til 0.75m. masser af sving, brinker, gydepladser og småørreder. Ind imellem kan man være heldig at lande en undsluppet regnbue. Turen er mere en naturoplevelse end en fiskeoplevelse, men som naturoplevelse helt i top. Vil man have lidt mere ud af fiskeriet, går man nedstrøms fra Toftum bro på åens østside. Terrænet er sine steder ret vanskeligt at færdes i, men strækningen ned forbi Y'et til Stoholm bro kan nemt give fisk på tasken, især fra Y'et, som i øvrigt med besvær også kan nås fra Stoholm siden, og ned til jernbanen står der mange fangbare fisk.

2. tur.

Stoholm bro til Ris Møllers hul. Kortet viser parkering ved Stoholm bro, hvilket jeg ikke vil anbefale kør hellere ind ad Skalmstrupvejen forbi rodzoneanlægget til det sted, hvor åen er nærmest vejen, her kan du finde parkerings mulighed dels ved nedkørslen til anlægget, dels på en lille skov vej, som går ind umiddelbart efter den gule villa, der ligger i vejsvinget. Der står fangbare fisk hele vejen fra Stoholm bro til Ris Møllers høl. Nogle 100% standpladser finder du i området ved dambruget, og det er ikke blot regnbuer, der står her, hvilket man kunne fristes til at tro. En anden god strækning finder du ud for Hedegård, herfra og ned til Ris Møllers høl er der hentet mange havørreder.

3. tur.

Rismøllers høl til Gammelstruplejren. Nu forlader du de udnyttede græsgange, herfra og næsten ned til Skivevej findes kun marginaljord, tilgroede enge med masser af selvsåede buske og træer, en vidunderlig vild og flot natur, og helt igennem førsteklasses fiskevand. På strækningen ned til Gammelstruplejren var der forhen flere lange lige regulerede strøg, men det er der ikke længere, takket være Amtets ændrede syn på vandløbs vedligeholdelse. Man har forsøgsvis ved ændret grødeskæring ring søgt at ændre åens løb, så den i dag fremtræder snoet, med indsnævringer og dybe brinker og i det hele taget ser ud, som en å bør se ud. Det har været en stor glæde at konstatere denne for der er sket, en stor tak til amtet for det. Ændringen har samtidig skabt et utal af opholdspladser for fiskene, og der er virkelig mange fisk på hele strækningen. Men hvordan kommer man til området? Her er mulighederne flere, især nu, hvor Jens Peders bro er en kendsgerning. Jeg vil gøre rede for de muligheder, jeg benytter mig af. A) parker ved Hedegård, fisk igennem til Gammelstruplejren og gå tilbage ad skovvejen, der ikke må køres på, hvilket i øvrigt heller ikke kan lade sig gøre, da dele af vejen er pløjet op eller spærret af væltede træer. B) kør til P pladsen ved fårefolden i skoven på åens vest side, gå tilbage mod syd ad skovvejen til højspændingen og find ned til åen. C) kør til P pladsen ved Gammelstruplejren i umiddelbar nærhed af Jens Peders bro, og du er frit stillet med valg af side, opstrøms eller nedstrøms, nedstrøms vil jeg anbefale vest siden som den bedst fremkommelige. Du befinder dig her i vel nok den allersmukkeste natur, vi har, fisk er der overalt, standpladser for havørreder er der flere af, men dem må du selv finde.

4. tur.

Gammelstruplejren til Dalgas bro. Som udgangspunkt kan du bruge Jens Peders bro, eller du kan på østsiden køre ud i grusgraven og parkere. På vest siden kan du fortsætte fra fårefolden ad skovvejen mod nord ca.400m., hvor vejen drejer mod nord øst., efter yderligere ca. 70 m. går en stikvej ind til højre ved et stort egetræ, her kan du parkere og gå ned ad vejen til åen, som du ikke kan se, før du er der. Der findes gode standpladser ved Birksølejren, Grusgravene, Frederiks høl og det sidste navnløse sving før Dalgas bro.

5. tur. Dalgas bro til Skivevej.

Stykket er det område, der benyttes mindst af alle vore områder, fordi det er for besværligt at nå frem til. På vestsiden er det, eller har i hvert fald været, muligt at nå frem i nærheden af Dalgas bro ad skovvejen, men hermed hører besværlighederne ikke op, flere strækninger er vanskeligt passable, enkelte i øjeblikket umulige på grund af tæt krat og sump. Vi har ellers fiskeriet på vest siden helt ned til sidste lille parcel før Skivevej. Der er mange fine sving, indsnævringer og gode brinker på stykket. På østsiden kan man køre ind fra Skivevej mod Gammelstrup ca. 1.5 km., her går en vej vinkelret fra til højre ned forbi skovfogedhuset, som er markeret på dit kort med to sorte firkanter. Kør ad denne vej lige ud så langt, du kan, så finder du parkeringsmulighed på en tværgående skovvej, prøv for alt i verden ikke at køre ud ad sidevejene. Hvis du parkerer, hvor jeg regner med, er du ca. 20m. fra en stor indhegning, den er skraveret på dit kort, og du må altså ikke fiske ud for den, men følg skellet (grøften) lige ud for dig ned til åen til et sving, vi kalder Skovfogedsvinget, herfra må du affiske en ret lang parcel, indtil du kommer til et elektrisk pigtrådshegn, så er fiskeriet slut på denne side indtil Skrivevej. Vil du op til Dalgas bro, må du gå ad vejen, og du vil så opdage, at det var umuligt at køre, uanset hvilket køretøj, du har. Ved Skivevej kan du parkere i begge sider af vejen, herfra kan du gå op på åens østside, dog uden at fiske på første parcel, men du må gerne gå over.

6. tur. Skivevej til Diget.

Affiskning kan kun betale sig fra østsiden, som vi har ubeskåret. Strækningen består af utroligt mange fine sving og afvekslende smalle og brede passager, Før i tiden kunne man fange havørred i hvert eneste sving på strækningen, og den tid er måske ikke så fjern, hvor det igen er muligt. Vort fiskeri slutter ved diget.

Børge Jensen