Indhold

Om foreningen
Om fiskevandene
Kort over fiskevandene
Aktivitetskalenderen
VSF´s forum
Juniorerne
Køb af fiskekort
Vejr, grøde og vandstand
Medlemsskab
Fluekassen
Foreningsartikler
Fangstrapport
Links:

Kontakt:

Webmaster
Formanden
Krogens redaktør
Å-ansvarlige
Vandplejeudvalget

luk vinduet


Børges Høl

- Denne gang en omskrivning af Herman Bangs roman "ved vejen". Krogen September 1999.

Hermann Bangs filmatiserede roman "Ved Vejen" fik mig på den tanke, at man med en let omskrivning af titlen kunne skrive en læseværdig roman med titlen: "Ved Vejsvinget".

Mange af vore medlemmer har slidt sig skæve transporterende nyfanget havørred op ad skrænten til parkeringspladsen ved "Vejsvinget", og hver især af disse lykkelige fangere vil kunne berette om enestående fights, sejre eller nederlag, tilsammen stof til en roman.

I højsæsonen holder der altid biler på p-pladsen, forleden aften talte jeg 4 + 1 i vejsiden, det fortæller noget om stedets popularitet og mangel på parkeringsforhold nær ved åen på andre lokaliteter. Er der kun få ved åen, fordeler de sig som regel fra "Bænken" ved "Sumpen" og ned over "Tilløbsstykket" til sivene og det følgende sving, men enkelte, heriblandt undertegnede, søger også længere op og især nedover. I det følgende vil jeg berette om et personligt nederlag eller rettere en kapitulation. En aften observerede jeg røre i andedammen i det område, vi kalder "Kjeldsens Badekar". Jeg sendte min flue ned i de oprørte vande og rejste en mægtig fisk. Stor var fisken, for bølgen, som den rejste, var ca. 20 cm. høj og i hele åens bredde. Tak skal du ha', tænkte jeg, her har vi rekordfisken for i år, men trods flueskift og ventetid ville fisken ikke mere, den var altså ikke fanget - men det var jeg. Den følgende aften sad jeg igen ved Kjeldsens Badekar og afventede det rette tidspunkt for et nyt forsøg, ventetiden brugte jeg på en tegning af området. Så var tiden inde, solen gik ned bag bakkekammen, og jeg sendte min flue af sted. Nøjagtigt samme sted som aftenen før kom kæmpebølgen mod fluen og desværre også med samme udfald, fluen forblev urørt. Tredje aften sagde jeg til mig selv: "Nu skal den altså ha' en på frakken" så jeg fraveg min stejle holdning og vanlige stil med at havørreden skal fanges på flue, profanerede mig selv og medbragte spinnestang og wobler. Da wobleren passerede standpladsen, sprang uhyret frem fra grøden ved brinken, åbenbarede alle sine 100 cm. i et mægtigt plask og sendte min wobler ad H. til. Der blev en voldsom uro i åen både oppe og nede, den var åbenbart blevet træt af legen og ikke til at komme på talefod med.

Fjerde aften var jeg igen at finde på min vante nedtrampede plads afventende solnedgangen, men alt forblev roligt, trods mine ihærdige forsøg med forskellige fluer, fisken var åbenbaret blevet fornærmet over min stædige tilbagevenden med uappetitlige fristelser, så den havde forladt valpladsen. Jeg finder lidt trøst ved den tanke, at fisken nok var den store fisk, som Per Lunde tabte på netop dette sted en måned før, i øvrigt den største fisk han nogensinde havde set, i så fald ville fisken nok være farvet og slet ikke værd at tage med hjem. Bare den nu ikke bliver taget på orm oppe ved Spanggårde. Børge Jensen